Cinque Terre er fem små pastelfarvede fiskerbyer placeret på klippeskrænterne lige ned til Middelhavet i en nationalpark fyldt med grønne træer overalt. Kan det blive meget smukkere end det? Næppe.
Det er et af de steder, du måske er stødt på, når computeren viser billeder fra nogle af de smukkeste steder i verden som automatisk pauseskærm. Det er endnu mere fantastisk at se det i virkeligheden!
Der er jo også en grund til, at området tilbage i 1997 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste – for både den naturlige og kulturelle værdi stedet besidder.
Hvordan kommer man til Cinque Terre?
Du kommer nemt til Cinque Terre fra Pisa, enten med bil, tog, bus eller fly til La Spezia og videre derfra. Det tager godt en time fra Pisa til La Spezia med tog.
Turen videre gennem Cinque Terre kan du også ta’ med tog – det kører direkte gennem alle fem byer og du får en fabelagtig udsigt fra toget med første parket til Middelhavet på venstre hånd.
På den måde slipper du også for parkering, hvilket kan være ret besværligt i højsæsonen på grund af den enorme mængde turister, der hvert år besøger Cinque Terre. Fire af de fem byer er bilfri, så du skal parkere bilen udenfor byen alligevel og gå ind til byen.
Så snart du ankommer til en af de fem byer er det også muligt at gå fra by til by via en panoramavandrerute på siden af bjerget. Det er helt klart anbefalelsesværdigt at vælge dette, hvis ikke hele vejen, så i hvert fald mellem to af byerne. Læs min guide til vandreruter i Cinque Terre her
F.eks. den mest kendte af strækningerne, “Via dell’Amore”, kærlighedsstien, der går mellem Riomaggiore og Manarola. Denne rute er kun 1 kilometer lang og af samme grund – og fordi det er den mest kendte – vil du formentlig også opleve, at det er den mest befærdede af stierne. Afhængig af hvornår på sæsonen du er på besøg i Cinque Terre, kan det være en fordel at vente med at gå ud på vandreruten, til du kommer til en af de efterfølgende byer. Strækningen mellem to byer varierer i længde fra 1 kilometer til knap 5 kilometer. Uanset, hvor du vælger at gå på ruten, vil det uden tvivl være en af de flotteste vandreruter, du kommer til at betræde i dit liv. Ud over ruten der går langs kysten mellem de 5 fiskerbyer, er der også længere vandreruter, der fører op i bjergene.
Læs mere om de enkelte vandreruter i Cinque Terre her
Udsigten ud over Cinque Terre fra vandreruten er fabelagtig
De fem små byer er som pastelfarvede legoklodser
Kommer du til Cinque Terre her fra sydsiden vil de første to byer, du ankommer til, være Riomaggiore og Manarola.
Hvis dette er dit første besøg i nationalparken vil du uden tvivl allerede nu være helt overvældet af al den skønhed, der strømmer dig i møde.
De pastelfarvede huse med de grønne skodder for vinduerne leder tankerne hen på en by bygget af legoklodser – pastelfarvede legoklodser vel at mærke.
Manarola
Når du når gennem byen og ned til vandet i Manarola, går der en sti til højre. Følg denne og du kommer over på klippesiden, hvorfra du får den mest fantastiske udsigt over byen – hvilket du hurtigt vil bemærke, også andre end dig har opdaget. Det er typisk her, du støder på en hel flok japanske turister, der er i gang med at tage et gruppefoto eller et forelsket par, der tager en selfie – og mange af de postkort, du kan købe i souvenirbutikkerne vil også vise Manarola fra sin allerflotteste side, nemlig netop fra dette spot.
Og det var da også her på dette sted, undertegnede blev smaskforelsket i Manarola, og som jeg stadig den dag i dag har som personlige favorit af de 5 byer.
Et billede som dette fra byen Manarola er ethvert postkort og selfie værdigt
Corniglia
Den næste by på din vej er Corniglia, den højestbeliggende af de fem byer, hvilket betyder, at den ikke har direkte adgang ned til havet som de fire andre byer men at den til gengæld har en helt fantastisk panoramaudsigt fra det klippefremspring, hvor den ligger – og hvis man går de mange, mange trappetrin ned til vandet, venter der en glædelig overraskelse.
Her er den skønneste lille bugt omkranset af klipper – et fantastisk sted at få en dukkert.
For foden af Corniglia kan du få en dukkert på dette smukke sted
Kronjuvelen Vernazza og badebyen Monterosso
Har du endnu ikke prøvet vandreruten på nuværende tidspunkt, så må det være på tide nu. Læs min guide til vandreruter i Cinque Terre her
Turen fra Corniglia til Vernazza tager en time til halvanden og byder, ligesom de øvrige dele af vandreruten, på en fantastisk panoramaudsigt.
Den fjerde by på ruten, Vernazza, har ry for at være kronjuvelen, den smukkeste af de fem byer i Cinque Terre og er dermed også den mest turistede af byerne. Faktisk er den blevet hyldet som en af de smukkeste byer i Italien – men det vil vi nu lade jer selv om at vurdere.
En af de ting, der gør Vernazza unik er det gamle tårn Belforte Tower fra det 11. århundrede, der står og troner på toppen af byen. I tårnet findes nu en restaurant med en formidabel udsigt over hele byen.
Monterosso
Den nordligste af de fem byer, er den største af byerne og også byen med den største strand, som er organiseret som en rigtig badestrand med parasoller i lange baner.
Nogen synes, det er den mindst charmerende af byerne og at den minder om andre turistmål rundt om i verden, hvorimod de øvrige fire byer er mere ‘autentiske’. Andre er vilde med at have muligheden for at dase på en hvid sandstrand med nationalparken lige i baghaven og synes derfor, Monterosso er den mest fantastiske af de fem byer.
Som du nok har fundet ud af på nuværende tidspunkt, har hver af byerne deres unikke særpræg og der er (selvfølgelig) ikke enighed om, hvilken af byerne, der er at foretrække. Sådan er smag og behag jo – heldigvis – så forskellig.
Hvilken af byerne der er din favorit, må du selv rejse til Cinque Terre for at erfare.
Mountainbike i Cinque Terre bjerglandskabet
Det er primært de fem fiskerbyer, vi har nævnt indtil videre, men Cinque Terre er jo meget mere end det. Det er også masser af skøn natur!
Når du går turene på vandrestierne er du omgivet af storslået natur, lige fra de menneskeskabte vinterrasser og olivenlunde til de naturskabte klippeformationer og havet.
En meget populær aktivitet i området er som sagt at vandre ad vandrestierne, men er du en vaskeægte bjergrytter er her også rig mulighed for at få ømme lår og lægmuskler ved at sætte dig op på en mountainbike og cykle op og ned mellem fiskerbyerne – eller rundt i den øvrige nationalpark.
Det højeste punkt i nationalparken er 2200 meter og hvis du starter helt nede ved havet ved en af fiskerbyerne kan vi love dig for, at du nok skal få varmen inden du kommer derop!
Der er også mulighed for at cykle rundt i nationalparken – men det er ikke for tøsedrenge!
Det er ret fantastisk at kunne kombinere så forskellige elementer på sin ferie i det nordlige Italien: badeferie, vandreture i smuk natur og kulturelle oplevelser i de små fiskerbyer. Cinque Terre rummer virkelig det hele.
Vi har ikke boliger i selve Cinque Terre men hvis du bor i feriebolig ved Lucca, så kan du let kombinere oplevelsen af de Fem små byer, med de andre skønne byer i Toscana.
Og om du vælger cykel, bus, tog, fly, båd eller at gå til fods, når du besøger nationalparken er altså også helt op til sig selv – må du, uanset hvad du vælger, få en fabelagtig ferie på dette storslåede sted!