Svimlende skønhed, hæsblæsende historie og mundvandsfremkaldende mad. Middelalderbyen Lucca er en toscansk perle, det er svært at blive mæt af.
Lucca er en nydelsens by. Lucca er livskvalitet. Lucca er en lise for øjet og et skud koffein til sjælen.
Tekst og billeder: Niklas Roar
Lucca
Historien er overalt. Jeg fornemmede det fra det øjeblik, jeg første gang besøgte byen og så murene tårne sig op bag bilruderne på et indtagende tapet af eviggrønne Toscana.
Og selv om jeg lykkeligvis ikke er at sammenligne med de erobrere, der gennem tiden har forsøgt at indtage den middelalderfæstning, Lucca også er, så lærte jeg allerede første gang at lade bilen stå udenfor.
10 år
Det er gået ti år siden mit første besøg. Jeg har været her et par gange siden, men min faktuelle viden om byen er stadig ganske sparsom. Jeg læser dog op på det og bliver nærmest forpustet.
Luccas historie går tilbage til etruskertiden, men blev en romersk koloni i cirka 180 f.kr., og man kan stadig fornemme den rektangulære udformning af byens centrum, der viser netop den byplanlægning, der var typisk for romerne. Det daværende forum lå, hvor Piazza San Michele ligger i dag, og du kan stadig se rester af det oprindelige amfiteater på den smukke, runde Piazza dell’Anfiteatro.
Det oprindelige amfiteater på den smukke, runde Piazza dell’Anfiteatro.
Lucca var også byen, hvor mange menneskeskæbner blev beseglet, da Julius Cæsar, Pompeo og Crassus i år 56 f.kr. mødtes i Via Chiasso Barletti og dannede den berømte politiske alliance, der er kendt som Det første triumvirat.
Lucca historie – byen på skiftende hænder
Gennem århundrederne har Lucca været underlagt skiftende herskere og herredømmer. Den er blevet plyndret af den germanske konge Odoaker, belejret i månedsvis af byzantinerne og tilmed været en vigtig jødisk by.
Men i mere end et halvt årtusinde fra cirka 1160 og frem var Lucca en uafhængig republik. Det var tilfældet for mange mindre kommuner i både Toscana og Ligurien mod nordvest. I en del år i det 14. århundrede dystede Lucca endda med Firenze om, hvilken by der var områdets hovedby. Det størrelsesforhold fik Medici’erne i Firenze dog siden slået fast.
Lucca har været besat af den bayerske konge, solgt til en rig genoveser, indtaget af bøhmere, pantsat til Parma, foræret til Verona, solgt til florentinerne, overgivet til Pisa og ’befriet’ af kejser Charles IV.
Og så undgik heller ikke Lucca at blive den del af Napoleons mange erobringer, og den utilregnelige krigsherre installerede endda sin søster Elisa Bonaparte Baciocchi som dronning af området.
Luccas katedral San Martino ligger på Piazza San Martino
Gå uden for murene på din ferie i Lucca
At blive klog på Luccas historie er ikke noget, man gør over natten, og endnu mindre af en artikel.
Og det er heller ikke meningen. Lucca skal ikke læses. Lucca skal opleves. Lucca skal dufte af blomster om foråret og nedfaldne blade om efteråret. Friskplukkede svampe fra de omgivende skove skal spises med pasta og skylles ned med den gærede druesaft fra de lokale vingårde.
Lucca skal dufte af blomster om foråret og nedfaldne blade om efteråret.
Men selv om man ikke har tænkt sig at farte området rundt, så er selve byen Lucca skam også mere og andet end middelalderbyen bag murene. For ligesom i den danske hovedstad, hvor kun de færreste københavnere bor i K, så er det i kvartererne uden om centrum, man møder det mere ægte og autentiske.
I særlig grad holder jeg af kvarteret omkring den lille gade Via Borgo Giannotti, der ligger lige på den anden side af den nordlige del af den store ringvej, der indkranser den gamle bydel. Du kommer til gaden ved at gå gennem Porta Santa Maria. Se lejlighederne Al Borgo og Borgotto her. Dem kan jeg anbefale, hvis du vil opleve det ægte Lucca.
Ofte nyder jeg at stå tidligt op før resten af familien vågner og lægge skriveblok og mobiltelefon fra mig (noget af en sjældenhed hvis du spørger min kone) og trippe ned af trapperne fra min charmerende lejebolig og entre den lokale café og bestille en cappucino. Jeg bladrer i dagens udgave af Corriere della Sera, selv om mine italienskkundskaber er relativt begrænsede og staver mig gennem nogle historier om politisk korruption og de seneste kampe i Serie A, mens døren jævnligt går op, og gadens beboere på skift kommer ind og tanker op af deres foretrukne narkotikum – kaffe.
Kig i dagens udgave af Corriere della Sera, selv om dine italienskkundskaber er relativt begrænsede.
Den levende gade Via Borgo Giannotti
Somme tider indtager jeg en mere nærende morgenmad hjemme i lejligheden, for i lighed med resten af Sydeuropa, er morgenmad – eller collazione – ikke at sammenligne med hverken den danske eller den engelske. Her drikker man en cappucino eller en espresso (husk i øvrigt, at en italiener aldrig drikker en cappucino efter frokosttid – alt andet er udannet), og går det vildt for sig, nupper man måske noget sødt oveni såsom en brioche.
Til gengæld indhenter man noget af det tabte ved frokosten, der nemt kan bestå af flere retter med tilhørende vin.
Jeg siger ’buona giornata’ og slutter af med et ’a domani’ til den søde dame, der er ved at tørre disken af, mens jeg slentrer videre ned ad Via Borgo Giannotti.
Gaden dufter af Lucca
Ved nitiden er gaden levende, og duften fra de travle grønthandleres solmodne tomater og vitaminstruttende appelsiner blander sig med bagernes nybagte brød med sprød skorpe og de lokale kvinders parfume, når de haster ned til deres parkerede Fiat 500 og gør klar til at lægge den sidste makeup, mens de holder i kø for at komme ud af byen og ud til arbejdspladserne i et af de industrikvarterer, som Toscana altså også har masser af.
Duften fra de travle grønthandleres solmodne tomater og vitaminstruttende appelsiner blander sig med bagernes nybagte brød
Jeg tager et kig ind af vinduet hos den lokale boghandel. Her ligger en række bøger af Italiens nyligt afdøde, litterære gigant Umberto Eco side om side med farvestrålende børnebøger. Arnold Busch go home, tænker jeg og prøver efter bedste evne at oversætte sætningen til latin, mens jeg ihukommer den kostelige scene i Monty Pythons ’Life of Brian’, hvor den vattede antihelt Brian maler ’Romanes eunt domus’ (People called Romanes, they go, the house) på en væg, indtil en officer (John Cleese) fra de romerske besættelsesstyrker får fat i ham og giver ham en latinlektion, som filmfans verden over kan blive ved med at hulke af grin over. ’Romani ite domum’ (Romans go home), hedder det vist retteligt.
Jeg går ind i den lille butik, og konstaterer igen til min store glæde, at bøger skal købes personligt. Her bliver varerne på hylderne serveret med både personlighed og en gratis mundgodte i form af en lille kage.
Det er sådan, man skal købe sin rejselitteratur. Ikke i en netbutik eller i et hypermarked.
Lucca stjæler dit hjerte
Jeg køber en malebog til min ældste datter og spekulerer over, om jeg skal gå ind i en delikatesseforretning og købe ind til en frokost derhjemme – et godt brød, lidt mortadella, en god pecorino og en skålfuld lokale oliven. Eller om jeg skal kigge forbi enten ’Trattoria Gosto e Mea’
Det er store tanker, filosoferer jeg, mens jeg trods alt beslutter mig for at fylde lidt op i køleskabet derhjemme og nyde frokosten på lejlighedens hyggelige terrasse.
Og sådan skal det være. Større tanker bør man måske slet ikke tænke på sin ferie. Lucca er en nydelsens by. Lucca er livskvalitet. Lucca er en lise for øjet og et skud koffein til sjælen.
Lucca er en nydelsens by. Lucca er livskvalitet. Lucca er en lise for øjet og et skud koffein til sjælen.
Jeg vil blive ved med at komme tilbage til Lucca.
Jeg har for længst tabt mit hjerte til byen.
Og til dig, der endnu ikke har været her, har jeg blot at sige:
Du har ikke været i Toscana, før du har været i Lucca.
Buon viaggio.
Tekst og billeder: Niklas Roar
