Lucca kan ikke fortælles, men skal opleves... Her er ikke som i andre toscanske byer et bestemt monument, der skal ses - det er stemningen, livet, indbyggerne, duftene, tempoet, maden. Vi fra Danitalias kontor føler os alle meget priviligerede over at have fået muligheden for at bo og leve i så charmerende en by som Lucca, og det falder os ikke svært at overbevise folk om, at denne perle i Toscana bare skal opleves.
Der er mange årsager til, at man bliver fascineret af provinsen Lucca; det kontrastfyldte og varierede landskab, der strækker sig fra hav og strand til bjerge, frodige vinbeklædte bakker og olivenlunde. Den centrale position med alle de mere kendte byer, stranden og bjergene inden for kort af stand. Udbuddet af skønne traditionelle fødevarer som den duftende ekstra jomfrue olivenolie, D.O.C. rød- og hvidvin, hjemmelavet æggegul pasta, farro, - den antikke hvedesort, der dyrkes i Garfagnanabjergene bag Lucca. Ikke at forglemme de mange folkloristiske arrangementer som karneval i Viareggio, Puccini Opera festival, Summer Musik Festival, Barga jazzfestival mm.
Alt sammen elementer der gør egnen attraktiv for dem, som ønsker en individuel ferie rig på oplevelser.
Hvis I vælger at booke feriebolig i Toscana gennem Danitalia, vil I modtage udførlige informationer om området og alle arrangementerne inden jeres ankomst, så I har mulighed for bedre at planlægge ferien og få det største udbytte.
Ved et ophold i Luccaområdet er det muligt at opleve det ægte, uspolerede Toscana. Det første indtryk, man får, når man nærmer sig Lucca, er den imponerende, stadig intakte bymur fra det 16 årh., et sandt mesterværk, der blev bygget for at værne de rige lucchesere mod de omkringliggende byer, hovedsagelig Pisa og Firenze. Muren blev sidenhen omdannet til den offentlige park, man ser i dag, med smukke træer, picknic arealer, legepladser og muligheder for at gå hele vejen rundt om byen (ca. 4,3 km). Denne gåtur kan varmt anbefales; her oppefra er der en strålende udsigt over den labyrintagtige bymidte med små middelalderlige gader, tårne, monumenter, et utal af kirker og blomsterbugnende altaner. Til den anden side er muren omkredset af en bred græsplæne, den tidligere voldgrav, og der er udsigt over det nyere Lucca med bjergene i baggrunden. Oppe på muren sprudler det af liv: legende børn, joggende sportsfolk, kortspillende venner og isspisende unge kærester; mest om søndagen, hvor det kan være svært at finde en fri bænk. Når I har været turen omkring muren, kan en forfriskende is ved "Veneta" - byens bedste isbar - anbefales. Gå herefter på "opdagelse" i de små gader i bymidten. Det er, som om man bliver sat tilbage i tiden. Husene ser ind imellem lidt faldefærdige ud, men dette skal ikke misforstås; her er en streng lovgivning om at bevare bygningernes orginale facader, og f.eks er det ikke tilladt at hænge farvestrålende skilte op uden for butikkerne. Bybilledet er præget af høje tårne. Disse blev bygget af indflydelsesrige familier - jo højere tårn, des rigere var familien. Det er en oplevelse i sig selv blot at vandre rundt og "fare lidt vild" i de små snoede gader, suge til sig af indtryk, sætte sig på en af de mange middelalderlige pladser, nyde en aperitivo og glæde sig til middagen med duftende hjemmelavet pasta, D.O.C. vin fra bakkerne omkring Lucca, vin Santo med mandelkager og orginal espresso kaffe.
Hvis I vælger at lade os hjælpe med at organisere jeres rejse, vil I modtage informationer om udvalgte restauranter, hvor vi har sammensat en udsøgt smagsprøvemenu af de bedste egnsretter - det er blot en af fordelene ved at booke gennem en dansker bosat i området !
Hvis I gerne vil have uddybende informationer om byens historie, er det muligt at deltage i en guidet rundvisning i Lucca på engelsk - tilbydes i samarbejde med en gruppe autoriserede lokale guider.
|